Kategoriarkiv: Planteleksikon

Ramsløg

Ramsløg (Allium ursinum)

Ramsløg er meget populær, og er blevet nærmest en slags ikon for naturens spiseplanter. Efterhånden er man begyndt at samle og dyrke den kommersielt, og den bruges også i industrielt fremstillede madvarer. Ramsløg har en fin hvidløgsagtig smag, der passer til mange forskellige retter. Hele planten kan spises:

  • unge blade til salater
  • snittede eller tørrede blade som krydderi
  • dampede blade som tilbehør
  • blomster som spiselig pynt til salater/på brødet
  • syltede umodne frøkapsler som kapers
  • hele planten kan blendes til pesto

De grønne blade indeholder masser af C-vitamin og sunde antioxidanter. Den har mange af de samme sunde egenskaber som hvidløg, og sætter i gang i stofskiftet og virker betændelseshæmmende.

  • Vokser i fugtig skovbund.
  • 25-40 cm høj, flerårig urt med en opret vækst.
  • Trekantet stængel. Langstilkede blade, der er smalt elliptiske med græsgrøn overside og lysegrøn underside.
  • Blomstrer i maj-juni med hvide blomster, der sidder samlet i kugleformede stande. Frugterne er kapsler med mange sorte frø.
  • Naturligt hjemmehørende i Danmark.
  • OBS! Ramsløg kan forveksles med de giftige planter Høst-Tidløs og Liljekonval.
Løn-slægten

Løn-slægten (Acer)

Løn (Acer) er en slægt der består af mere end 100 arter, hvoraf omkring 15 vokser i Danmark. Almindelige, og spiseplantemæssigt interessante, er fx Ahorn (Acer pseudoplatanus) og Spidsløn (Acer platanoides). Flere dele kan bruges i madlavingen:

  • bladknopper og spirer kan spises rå, eller bruges til forskellige tilberedte retter
  • plantesaft drikkes, eller koges til sirup
  • frø spises rå, eller i forskellige tilberedte retter

Den kommercielt producerede “ahornsirup” (som egentlig burde hedde “lønsirup”) laves af saften fra Sukkerløn (Acer saccharum) eller Sort Løn (Acer nigrum), som begge er udbredte i det nordøstlige Nordamerika. I øvrigt er det et blad af Sukkerløn der er afbildet på det canadiske flag – hvilket passer godt sammen med at 75% af verdens “ahornsirup” produceres netop i Canada.

  • Vokser i skove og parker.
  • Små og store løvtræer, ofte med en bred krone. Mens nogle af arterne kun bliver til små buske, kan både Ahorn og Spidsløn blive hhv optil 25 og 30 m høje.
  • Ahorns og Spidsløns blade minder meget om hinanden. De forholdsvis store og håndlappede. Spidsløns blade er dog mere spidse og indeholder mælkesaft.
  • Ahorns blomster sidder i lange hængende klaser. Spidsløns blomster sidder i skærme.
  • Frugterne består af to vingede nødder der sidder tæt sammen. Hos Ahorn er frugternes vinger i vinkel mod hinanden, mens hos Spidsløn vokser de i næsten modsatte retninger.
  • Nogle af arterne (fx Spidsløn) er naturligt hjemmehørende i Danmark, mens de fleste (fx Ahorn) er indførte.
Skovløg

Skovløg (Allium scorodoprasum)

Skovløg er en af de vildtvoksende løg der findes i den danske natur, og er endda forholdvis almindelig – men som kun få rigtig lægger mærke til. Smagen minder om Ramsløg, og hele planten kan spises:

  • unge blade til salater
  • snuttede blade til supper eller som drys på brødet
  • løg bruges “som små skalotteløg”
  • dampede blade som tilbehør
  • hele planten kan blendes til pesto

Skovløg er tidlige blevet dyrket som køkkenurt, men har så efterhånden måttet vige for andre type løg i køkkenhaven.

  • Vokser i krat, løvskove og hegn.
  • Flerårig, 40-90 cm høj urt med en opret vækst.
  • Bladene er lange, 1-1,5 cm brede med hele kanter.
  • Blomstrer i juli-august med rødviolette blomster, hvor der er yngleknopper imellem.
  • Naturligt hjemmehørende i Danmark.
Vild Pastinak

Vild Pastinak (Pastinaca sativa)

Vild Pastinak er en flygtning fra køkkenhaver, der drives så godt i naturen, at den er blevet et problem og ses som en invasiv plante i Danmark. Den vilde Pastinak har noget mindre og mere sej rod end den dyrkede form har, men kan bruges på nogenlunde samme måde:

  • unge rødder spises rå
  • rødder som suppeurt
  • ristede frø som krydderi

Vild Pastinaks rødder bliver seje og træede med alderen, så det gælder om at samle så unge rødder som muligt, og fra førsteårsplanter.

Obs! Pastinakkens plantesaft indeholder stoffer der i kombination med sollys kan give misfarvninger på huden, eller endda forårsage vabler og brandsårslignende udslet. Brug hansker! Og ha’ også plantesaftproblematikken i tankerne, hvis du planlægger at spise den rå!

  • Vokser langs vejkanter og på marker.
  • 2-årig, op til 150 cm høj urt med en opret vækst.
  • Øverste blade er ofte enkelte, mens de de nedre blade er dobbelt fjersnitsdelte.
  • Blomstrer i juli-august med gule blomster samlet i dobbeltskærm.
  • Roden er af en dybtgående pælerod, ofte med nogle siderødder.
  • Forvildet kulturplante, som stammer oprindeligt fra Central- og Sydeuropa. Indført i Danmark i middelalderen.
Vild Gulerod

Vild Gulerod (Daucus carota)

Vild Gulerod er vildformen af den dyrkede Gulerod (Daucus carota ssp. sativus), og kan i princippet andvendes nogenlunde samme måde – dog skal man tage højde for at der er en ganske markant forskel på rodens størrelse og konsistens:

  • unge rødder spises rå
  • rødder anvendes som suppeurt

Ligesom de dyrkede gulerødder, indeholder de vilde også masser af vitaminer og mineraler.
Rødderne bliver hurtigt træede, så det er kun helt unge rødder fra førsteårsplanter man kan spise rå.

Fund af frø ved argeologiske udgravninger viser at Vild Gulerod sandsynligvis blev brugt som føde allerede i forhistorisk tid.

  • Vokser langs veje og grøftekanter.
  • 2-årig, 30-80 cm høj urteagtig plante med en stiv og opret vækst. Første år danner planten en bladroset, og næste forår en blomsterbærende stængel.
  • Bladene er spredtstillede, og 2-3 gange fjersnitdelte med lancetformede flige. Begge bladsider er græsgrønne og hårede.
  • Blomstrer i juni-august med små hvide blomster samlet i endestillede skærme, som igen er samlet i større skærme. Midt i storskærmen finder man ofte én eller nogle få røde blomster.
  • Rodnettet består af en kraftig, lodret jordstængel, som fortsætter over i en dybtgående pælerod.
  • Naturligt hjemmehørende i Danmark.
Nøkkerose

Nøkkerose (Nymphaea alba)

Nøkkerose eller Hvid Nøkkerose kendes ofte under navnet Hvid Åkande – hvilket er lidt forvirrende da Nøkkeroser (Nymphaea) og Åkander (Nuphar) er to forskellige planteslægter. “Hvid” kan også diskuteres da blomsten egentlig findes i flere farvevarianter. Men en ting er sikkert, Nøkkerose er ganske flot, og så kan dele af planten også bruges til mad:

  • malede jordstængler som tilsætning i mel (Obs! Kræver specielbehandling, må ikke spises rå!)

Nøkkerosens jordstængler indeholder protein (6%) og masser af stivelse (40%), og er blevet brugt som nødmad fx om vinteren når madreserverne er løbet tør og andre afgrøder ikke er tilgelige endnu.

Hele planten er svagt giftig, så jordstænglerne skal behandles før de kan spises. Stænglerne ranses, knuses og tørres. Derefter males de, og melet gennemskyldes og vaskes grundigt. Melet tørres igen, ristes (1 time 180-200 °C), blandes sammen med “almindelig” mel, og kan så bruges fx til brødbagning.

  • Vokser i næringsrige søer og langsomt flydende åer, til ca. 3 meters dybde.
  • Flerårig vandlevende urt, rodfæstet og med langstilkede flydeblade.
  • Bladene er runde eller hjerteformede, og kan bliver op til 20 cm i diameter. Oversiden er læderagtig og mørkegrøn, mens undersiden er rødlig.
  • Blomstrer i juni-august med store hvide flydende blomster.
  • Rodnettet er en tyk og krybende jordstængel med mange trævlerødder.
  • Naturligt hjemmehørende i Danmark, men der findes også forvildede havenøkkeroser i naturen.
Grå-Bynke

Grå-Bynke (Artemisia vulgaris)

Grå-Bynke kendes nok mest i en lidt ærgerlig sammenhæng, nemlig som en af de mest udbredte pollenallergi fremkaldende planter i den danske natur. Men den har dog også en nytteværdi, og kan bla bruges i madlavningen:

  • unge skud rå eller kogt
  • snittede blade til supper osv
  • skud og blade som smagsgivende fyld i fjerkræ
  • blomstrende topskud til kryddersnaps

Obs! Grå-Bynke er ret markant i smagen, og indeholder desuden forskeligge stoffer som man ikke bør indtage i større stil. Derfor er planten mest anvendelig i små mængder som en smagsgivende indegriens i maden, og ikke som en decideret “grøntsag”.

Tidligere har man brugt Grå-Bynke (i stedet for Humle) i ølbrygning. Den er også blevet brugt i tunge og svært fordøjelige kødretter, da den indeholder stoffer der mørner kød og fremmer førdøjelsen.

  • Vokser på lysåbne arealer, langs vejkanter, omkring huse osv.
  • Flerårig, 60-120 cm høj urt med en stift opret vækst.
  • Bladene er spredtstillede og dobbelt fjersnitdelte med lancetformede bladafsnit. Bladoversiden er glat og mørkegrøn, mens undersiden er behåret og grå.
  • Blomstrer i juli-august med bittesmå rødlige eller gule blomster, der er samlet i oprette kurve.
  • Naturligt hjemmehørende i Danmark.
Hestekastanje

Hestekastanje (Aesculus hippocastanum)

Hestekastanje er mest kendt som prydtræ i byernes parker og boulevarder, men findes også forvildet i naturen, og kan bruges som spiseplante:

  • frø (kastanjer) males og vaskes, og mel bruges til madlavning

Hestekastanjer er meget næringsrige, men indeholder sæbestoffer der gør dem bitre og svagt giftige. De skal altid behandles, og kan ikke spises rå. En gammel finsk “opskrift” lyder: Hestekastanjerne tørres, og derefter knuses/males til mel. Melet sættes i blød i lunken vand blandet med soda (for et døgn). Melet drænes, og sættes i blød i nyt vand (for 2 timer), gentages 4-6 gange. Melet drænes og tørres.

Hestekastenjer er blevet brugt som erstatning for marcipan og kokosmel.

Laver man mad i naturen, kan man passende bruge knuste hestekastenjer som sæbe til at vaske hænder med og til opvask.

  • Vokser i kalkrige, tørre blandingsskove.
  • Op til 30 meter højt, løvfældende træ med en tæt og højt hvælvet krone.
  • Bladene er sammensatte, og består af 5-7 meget store småblade, der er omvendt ægformede og har savtakket rand.
  • Blomstrer i maj med hvide blomstrer, der sidder samlet i store, oprette toppe.
  • Frugterne er nødder, der sidder i piggede kapsler.
  • Stammer fra det sydøstlige Europa og Lilleasien. Indført, og delvis forvildet i Danmark.
Viol

Viol (Viola sp.)

Viol er en kæmpestort planslægt med flere hundrede arter, der er spredt over de tempererede egne af verden. I den danske natur findes der over ti arter, hvoraf almindelige er fx Krat-Viol (Viola riviniana), Marts-Viol (Viola odorata), Hunde-Viol (Viola canina) og Stedmoderblomst (Viola tricolor). De alle kan bruges på den samme mode:

  • unge blade til salater
  • ældre (og unge) blade til supper
  • blomster som spiselig pynt til salater/på brødet
  • blomster som smagsstof til likør og kryddersnaps
  • kandiserede blomster som pynt til desserter

Violblomster indeholder C-vitamin, bladene tillige A-vitamin.

  • Vokser i skovbund og marker.
  • En- eller flerårige, urteagtige planter.
  • Bladene nyre- eller hjerteformede hos de fleste arter.
  • Blomstringstiden varierer fra art til art, og kan være april-oktober. Blomsterne er blå eller flerfarvede, og er 5-tallige og uregelmæssige (de tre nederste kronblade er nedadrettede, mens de to øverste er opstående).
  • Nogle er naturligt hjemmehørende i Danmark, men andre er inførte eller flygtninger fra haver.
Merian

Merian (Origanum vulgare)

Merian eller Almindelig Merian eller Oregano er en alsidig krydderurt og spiselig pynt:

  • friske eller tørrede blade og blomsterskud som krydderi
  • blomster som spiselig pynt til salater/på brødet

Merians smag bliver stærkere når den tørres.
Merian er nok mest kendt fra det middelhavske køkken – i pastaratter, pizza og kebab, og som vigtig krydderi i græsk salat. I det nordiske køkken er Merian blevet brugt især til fiskeretter.

“Oregano” som vi køber i butikkerne er ofte underarter eller kultiverede variationer af Almindelig Merian, eller blandinger med fx Have-Merian (Origanum majorana) og Tyrkisk Merian (Origanum onites).

  • Vokser på lysåbne steder med kalkrig og veldrænet jord.
  • Flerårig, 50 cm høj urteagtig plante med en opret og busket vækst.
  • Bladene er modsatte, glatte og med tandet rand. Oversiden er mørkt grågrøn, mens undersiden er lysegrøn med prikker.
  • Blomstrer i juli-september med små, lilla eller lyserøde blomster i halvskærme.
  • Naturligt hjemmehørende i Danmark.